Fredag, den 12. september havde LASA en dejlig udflugt for medlemmerne til Skælskør området.
Besøget startede på Borreby gods, hvor vi blev hjerteligt modtaget af godsets ejer, Joachim Castenschiold.
Det var godsejeren selv, som i 1½ time viste rundt og fortalte levende og humoristisk om godsets historie. Han nævnte også, at flere film er blevet optaget på stedet, herunder “Komtessen fra benzintanken” med Ghita Nørby i en af hovedrollerne.
Joachim Castenschiold inviterede ind i riddersalen, hvor vi kunne gå rundt og se malerier og inventar samt høre ham fortælle. Vi besøgte også et lille kapel i en sidebygning, som benyttes af familien ved særlige anledninger.
Sidste punkt var besøg i en kæmpe lade, som i de senere år er bygget om til et stort teater, som har foredrag, teaterforestillinger samt koncerter. Godsets ejer havde en 10 år lang karriere som skuespiller i Californien, inden han rejste hjem og overtog godset. Han bor med sin familie i hovedbygningen.
Efter denne fine oplevelse kørte vi til Skælskør havn og spiste smørrebrød i Sejlklubben, før turen fortsatte til vands med Turbåden Skjelskør i 1½ time. Det var en flot sejltur, hvor man kunne sidde dels indendørs dels udendørs.