Anmeldelse af bog

Boganmeldelse

”Begravet i sne. Erindringer om vinterkrigen på Lolland og Falster 1978-79”
Udgivet af LollandBibliotekerne i samarbejde med lokale arkiver
Præsenteret ved arrangement 12. november 2022
281 sider
ISBN: 978-87-999225-2-9

Med bopæl på Østfyn, er jeg næppe den mest kompetente til at anmelde denne bog. Trods dette, vil jeg efter læsning tillade mig at give den nogle ord med på vejen. Først må det være relevant at oplyse, mit kendskab til området begrænser sig til lejrskole i Kragenæs i maj 1984 og en tur i egen bil til Nykøbing Falster (med overnatning) i august 1997.

En tilfældighed gjorde, jeg blev opmærksom på bogen med personlige beretninger fra det snekaos, som ramte Lolland og Falster i 1978 og 1979. Straks var jeg sikker på, jeg skulle forsøge at få fat i et eksemplar. Lidt besværligt for en fynbo at få fat i et sådant, lokalt udgivet værk – men det lykkedes.

Da mit barndomshjem var (og er) et nedlagt landbrug, beliggende et par hundrede meter nede ad en markvej – nær Nyborg og Kerteminde -, er jeg bekendt med de udfordringer, barsk vintervejr kan give slige steder. For så vidt angår vinteren 1978-79, erindrer jeg blot et forhold. Sikkert fordi, jeg kun lige var fyldt 8 år (23.december). Erindringen går på, min far 31. december 1978 så sig nødsaget til at evakuere min mormor og morfar (boede ikke ret langt fra os) til vores hjem. Simpelthen fordi deres oliefyr gik ud, på grund af, tanken løb tør. De skulle naturligvis ikke holde nytårsaften i deres hus, som lynhurtigt blev iskoldt. Her på Østfyn var der også snefygning og bidende koldt på den sidste dag i 1978.

Faktisk endte jeg med at blive helt og aldeles opslugt af læsningen, efter at jeg gik i gang med bogen. Mange beretninger, varierende i længde. Ligeledes er der visse forskelle, når det gælder graden af detaljer. Slås fast kan det, nogle husker ekstremt godt, thi det er efterhånden ved at være 44 år siden, hændelserne indtraf. Udover de mange beretninger, indeholder bogen masser af fotos, som på fineste vis dokumenterer forholdene som de var.

Min klare vurdering er, at beretninger og fotos i høj grad giver et validt og retvisende indtryk af, og indblik i, hvilke udfordringer, borgerne pludselig stod med i december 1978, januar 1979 og februar 1979. Slemt var det – også fordi mulighederne for at holde sig orienteret, og for at kommunikere, mildest talt var elendige (hvis man tager sig den frihed at sammenligne med 2022). Trods alt var der på det tidspunkt længe til mobiltelefonernes og internettets tid.

Interessant er det også, det af adskillige af beretningerne fremgår, folks familie, kolleger, arbejdsgivere m.fl. i andre dele af landet ikke troede på, slige voldsomme vejrforhold gjorde sig gældende på Lolland og Falster. Man kunne jo ikke lige gå ind og lægge relevante billeder mv. på Facebook for at dokumentere.

De mange beretninger betyder i øvrigt, der i bogen findes beskrivelser fra mange lokaliteter på Lolland og Falster. Geografisk er hele området altså også blevet dækket godt ind.

Samtlige beretninger er interessante, nogle mere end andre. Denne skribent finder beretningerne om togdriften, beretningerne om de umulige forhold for brandvæsenerne og beretningerne om forholdene for postvæsenet særligt interessante. Men det er jo en helt og aldeles subjektiv opfattelse. Det samme, altså den subjektive opfattelse, gælder beretningen om champignongartneriet i Nysted. En virksomhed for hvilken, vinterkrigen blev katastrofal. Som følge af øgede omkostninger og voldsomt fald i omsætningen (konsekvens af vinterkrigen), lukkede gartneriet i august 1980.

Johannes Larsen, Kerteminde
20. november 2022