Besøg fra Burg

Tirsdag d. 24. september havde Toreby Arkiv besøg fra Stadsarkivet i Burg. Sidste år i september havde LASA indbudt medlemmerne til en udflugt til Burg på Fehmarn, og i år blev der så mulighed for et genvisit fra de frivillige fra stadsarkivet. Tre fra Burg var mødt og tre af arkivets frivillige medarbejdere deltog foruden tre fra bestyrelsen og en tyskkyndig “støttepædagog”. Der blev vist rundt på arkivet, vist indkomstjournaler og registreringsprocedurer, demonstration i arkibas og af arkiv.dk. På en konkret forespørgsel fra de tyske gæster på et familienavn fra Burg, kunne vi vise, hvordan man kunne bruge arkiv.dk. i denne forbindelse kunne vi dog konstatere, at man ved opslag i arkiv dk. udover på dansk naturligvis kan få vejledning på engelsk, men ikke på tysk. Dette ville mange ellers have glæde af, da der både historisk og slægtshistorisk er mange relationer mellem Danmark og Holsten.

Efter besøg på Toreby Arkiv, var der byvandring i Nykøbing. Halvdan Grøndal Hansen, kyndig lokalhistoriker, tog os med på en tur rundt. Vi startede i Klosterkirken, og derpå gik turen gennem Langgade og Slotsgade til ruinen af slottet, og vi mere eller mindre lokalkendte fik også noget at vide, vi ikke vidste i forvejen. Turen sluttede af igen på Toreby Arkiv, hvor der blev lejlighed til yderligere snak om forskelle mellem danske og tyske lokalarkiver, inden turen for for de tyske gæster gik mod Rødby Færge, og så hjem.

Gæsterne fra Burg sammen med formanden fra Lasa ved ankomst til arkivet.