Ny bog med erindringer om Vinterkrigen på Lolland og Falster 1978-79
Når man på Lolland og Falster taler om Vinterkrigen, så tænkes der først og fremmest på de to snestorme, der ramte landsdelen i vinteren 1978/79. Enorme mængder af sne lagde sig over landskabet og stærk fygning skabte driver på højde med huse og gav store problemer for al færdsel. Det var en hundredårshændelse, som ikke er set lignende hverken før eller siden, og den står klar i erindringen hos alle dem, som oplevede den.
Det var på Nakskov Lokalhistoriske Arkiv at idéen om at indsamle personlige beretninger fra Vinterkrigen opstod. Arkivet henvendte sig til LollandBibliotekerne, som tidligere har udgivet en række bøger baseret på erindringer. Biblioteket var straks med på idéen, og en efterlysning af erindringer fra Vinterkrigen blev sat i gang i januar 2022.
Bogen, der har fået titlen Begravet i sne indeholder mere end tres historier af forskellig længde. Historierne giver et godt indblik i mange af de problemer, som man stod overfor. Det gælder både i de private hjem, indenfor forskellige erhverv, transport, postvæsen og beredskab. Hvordan Vinterkrigen huskes, afhænger meget af, om man var voksen eller barn. Mange voksne fik efterfølgende et noget anstrengt forhold til sne. Det var jo dem, der havde stået med alle anstrengelserne og bekymringerne. For mange børn var det derimod en spændende tid, hvor de store snedriver gav fantastiske muligheder for at køre på kælk og bygge snehuler.
Indledningen er skrevet af Peter Gade, der er tidligere journalist på Folketidende og nu frivillig på Nakskov Lokalhistorisk Arkiv. Han har interviewet en række nøglepersoner fra den gang særlig indenfor beredskabet samt andre, der har haft særlige oplevelser, ligesom han også har fået den metrologiske forklaring på de voldsomme snestorme fra Metrologisk Institut.
Bogen koster 199,- kr. og kan købes på Nakskov Bibliotek og Maribo Bibliotek, Nakskov Lokalhistoriske Arkiv, Nakskov Turistbureau samt hos landsdelens boghandlere.