Helligkilder.

Hvad er en hellig kilde?

Ved en hellig kilde forstår man en kilde, der tillagdes underbare, helbredende kræfter på visse bestemte dage om året, og som derfor besøgtes på disse dage. Der findes således mange andre kilder i Storstrøms Amt end de her nævnte, men enten er det almindelige kilder, eller det vides ikke med sikkerhed, om de har været tillagt disse helbredende kræfter.

Hvad er kildens kraft?

I dansk folketro har man opfattet kildens eller vandets helbredende kraft som noget upersonligt. Der kendes ikke i Danmark sagn om kildenymfer eller lignende væsner. Hvis kilden var givet til en hedensk guds beskyttelse eller viet til en kristen helgen, tænktes guden eller helgenen ikke at bo i kilden, men at være udenfor den og herske over den.

Hvorfor begyndte man at besøge kilderne?

Man antager at grundlaget for den danske kildedyrkelse går helt tilbage til bronzealderen, og måske endda endnu længere tilbage. Man troede på kildens oplivende kraft, da vandet i kilden, i modsætning til åer og søer, altid var iskoldt, selv på den varmeste sommerdag. Man følte sig helt forfrisket ved at drikke kildevand, beruset og fuld af livskraft. Normalt hentede folk deres vand fra brønde, hvor det ikke altid var lige friskt og behageligt.
Det sted hvor kilden lå, havde også indflydelse på om den blev betragtet som noget særligt. Hvis den f.eks. lå på en gold skrænt eller mark, men ved sit væld fik græs til at gro frodigt i sine nærmeste omgivelser, kunne man ved selvsyn konstatere dens livskraft og forfriskende evne. Andre kilder er pludseligt vældet frem af jorden, og det kan undertiden have været årsagen til at de blev betragtede som hellige.

Nogle kilder er måske blevet betragtet som hellige, fordi de lå nær et helligsted, som kaldtes et “hov”. Senere er der på mange af disse steder bygget kirker. Kilderne kunne også ligge i en lund eller i strandbredden, hvor hav og land mødtes. Strandbredden blev betragtet som hellig, og har bl.a. fungeret som begravelsessted. Troen på at strandbredden var hellig har betydet, at mange kilder der udsprang netop der, også er blevet betragtede som hellige. I Storstrøms amt gælder det for Kirkekilden i Kalvehave sogn, Præstekilden i Keldby på Møn, Kogekilden ved Keldernæs, Sct. Lauritz kilde i Avnede og Sct. Hans kilde ved Tirsted.

Andre kilder har ligget i forbindelse med oldtidsveje, hvor der har ligget en helligdom. Senere er der så også opstået markeder ved disse kilder. Eksempler fra Storstrøms Amt er Sct. Mogens kilde i Mogenstrup, Sct. Hans kilde eller Rosenkilden i Hovby, Maghøj kilde og Helene kilde i Halsted sogn samt Kippinge kilde.

Hvorfor hedder kilden det?

Nogle kilders navne indeholder forledet “vi”, der betyder “helligdom”, mens andre indeholder ordet “hov” der betyder tempel eller gud, her skal blot nævnes Sct. Hans kilden i Hovby på Stevns. 
Ca. 190 af Danmarks helligkilder hedder bare “Hellig Kilde”; i Storstrøms Amt gælder det kilderne i Magleby, Hellested (= Hellig sted), Udby og Sandby på Sydsjælland, og for Herredskirke, Holeby, Sædinge og Majbølle på Lolland og Horbelev på Falster

I en del stednavne findes et “kildenavneled”, der viser en forbindelse med kildedyrkelsen, bl.a. Keldby på Møn. En anden omstændighed, der viser at helligkilderne kan have haft nær tilknytning til oldtidens helligdomme er det faktum, at en del af dem ligger i nærheden af en kirke eller på selve kirkegården. Mange sognekirker er sikkert blevet bygget på hedenske helligsteder. Af kilder i Storstrøms Amt med placering på kirkegården eller i nærheden af kirken findes: Den hellige fru Marthas kilde i Karise, Sct. Mogens kilde i Mogenstrup, Sct. Clemens kilde i Kastrup, Helligkilde i Udby, Sct. Olai kilde i Øster Egesborg, Kirkekilden i Kalvehave, Præstekilden i Keldby, Hellig Trefoldigheds kilde i Kappel, Helligkilde i Herredskirke, Sct. Olavs kilde i Olstrup, Krykkekilde i Krønge, Hellig kilde i Sædinge, Sct. Hans kilde i Tirsted, Sct. Annæ kilde i Majbølle, Sct. Kjelds kilde i Døllefjelde og Sct. Sørens kilde i Kippinge.

Foto: Fredede mølle


Hellig Trefoldigheds kilde har ligget på den fredede mølles grund.

Hvilke helgener var knyttet til kilderne?

Mange helligkilder var viede til helgener. Adskillige af disse kender vi kun navnene på nu, men de har sikkert været godkendt af kirken, selv om en del af dem nu er ukendte. I mange tilfælde faldt kirkehelgener og kildehelgener sammen. I Storstrøms Amt har følgende helgener været knyttet til helligkilderne:

Sct. Hans: (Johannes Døberen) var den mest kendte af alle helgener i Danmark.18 danske kilder bærer hans navn, men hans forbindelse til disse kilder er alligevel usikker. Mange kilder blev jo opsøgt netop Sct. Hans aften, og det må derfor antages at man blot har kaldt en kilde for Sct. Hans kilde, hvis den ikke i forvejen havde et andet helgennavn. I Storstrøms Amt findes Sct. Hans kilden i Magleby på Stevns, Sct. Hans kilde eller Rosenkilden ved Hovby og Sct. Hans kilde ved Tirsted på Lolland.

Sct. Helene: Sct. Helene kilde, Danmarks mest berømte helligkilde, er beliggende på en stejl skråning direkte ud til Kattegat ved Tisvilde strand. Med store afvigelser beretter sagnet, at en svensk prinsesse fra Skedevi (Skövde) blev efterstræbt og myrdet af ugerningsmænd, og hendes legeme blev kastet i havet ud for Skånes kyst, men, siger sagnet: “…der opkom af havet en stor sten, og på den drev Helenes legeme over vandet til Tisvilde strand. Da man lagde liget på en båre for at føre det til Tibirke Kirke, åbnede sig i den stejle skrænt mod havet en kløft, så man på en vogn kunne føre båren op i landet, og der udsprang en kilde på stedet. Længere fremme kunne hestene ikke drage vognen, hvorfor man løftede båren af, men den sank straks i jorden, og her blev Helenes grav”, slutter legenden. Der opstod stor valfart til kilden og Helenes grav, hvor de syge overnattede efter besøget ved kilden. Helt frem til 1900-tallet blev der holdt kildemarkeder i Tisvilde by, hvor kildeblokken endnu er bevaret. 
Mange danske helligkilder har hende til helgen, og det vidner om hvor berømt Sct. Helenes kilde i Tisvilde har været landet over. En forklaring kan også være, at den folkelige udtale af helligkilde kan have været “helle kilde”, som så er blevet forvansket til Helene kilde.
I Storstrøms Amt findes 2 kilder viet til Sct. Helene: Sct. Helene kilde i Tybjerg sogn og Helene kilde ved Halsted på Lolland. 

Tegning: Syge på Sct. Helenes grav


Syge på Sct.Helenes grav ved Tisvilde

Sct. Kjeld blev især dyrket i Viborgegnen og var født af fornemme forældre i Venning ved Randers, han studerede og viste på alle måder store evner. Han besluttede at give afkald på alt, hvad han ejede. Rygtet om hans fromhed foranledigede biskop Eskild i Viborg til at hjælpe ham med at blive augustinerkorherre ved domkapitlet. Her udmærkede han sig ved sin flid, fromhed og gavmildhed. Han døde som provst for augustinermunkene ved domkirken i Viborg i år 1150. Legenden rummer en række mirakelfortællinger og beretninger om Sct. Kjelds fromme levned. Helgendagen den 11. juli betegner datoen for Sct. Kjelds skrinlæggelse, og den fejredes i hele landet. Kjeld blev aldrig formelt kanoniseret, men Absalon blev af paven tilskyndet til at foretage en lokal kanonisation. I Viborg Domkirke fandtes hans skrin og kilde. Der er stor sandsynlighed for at de øvrige “Kjeld”-kildenavne fra Sjælland og Lolland er forvanskninger af “kilde”. I Storstrøms Amt findes Sct. Kjelds kilde i Døllefjelde.
Sct. Clemens var pave og døde i slutningen af det 1. århundrede. Hans festdag er 23. november. Apostlen Peters første efterfølger på Roms bispesæde var Sct. Linus, formodentlig efterfulgt af Sct. Cletus, der er den samme som Sct. Anacletus. Intet vides om nogen af dem, men de æres begge som martyrer. Clemens I regnes almindeligvis for Peters tredje efterfølger. Det er heller ikke meget, vi ved om hans liv. Ifølge Sct. Irenæus havde han “mødt og omgåedes de hellige apostle”, og nogle identificerer ham med den Clemens, der nævnes af Paulus i dennes brev til Filipperne (4,3). Men Clemens er berømt for sit brev fra kirken i Rom til kirken i Korinth, der skyldtes, at nogle kristne i Korinth havde gjort oprør mod deres ledere. Det er det først kendte eksempel på, at Roms biskop griber ind over for en anden kirke, og det er forbilledligt i sin pastorale omsorg og faste faderlige formaning. Det indeholder bl.a. også værdifulde historiske oplysninger. Brevet blev godt modtaget af korintherne, der i mange år plejede at få det læst højt i deres kirkelige forsamlinger. På baggrund af det autentiske brev regnes Sct. Clemens som den første af de apostoliske fædre. Han æres som martyr, men der er intet bevis for, at han var det. Beretningen om, at han blev dømt til hårdt strafarbejde på Krim, og at han blev bundet til et anker og smidt i havet, er legendarisk, men den blev populær, og den rummer forklaringen på, hvorfor Sct. Clemens’ navn på forskellig vis er knyttet til havet. Hans attribut er et anker.
I Storstrøms Amt kendes Sct. Clemens kilde i Kastrup på Sydsjælland.
Sct. Margrethe: fremstilledes med korsstav i hånden, trædende på en drage. Hun hørte til de såkaldte nødhjælpere. Margrethe er sikkert den oprindelige indehaver af Sct. Marthas kilde i Karise, som senere har fået navn efter den hellige fru Martha på Karisegaard, der søgte tilflugt på kirkens korloft, da sørøvere plyndrede og brændte hendes gård. Her kan dog muligvis i dette tilfælde også være tale om Østsjællands helgeninde, Margrethe fra Ølsemagle, Absalons frænke, der blev dræbt i 1176 af sin mand Herlog og begravet på Køge strand som foregiven selvmorder. Efter hendes død valfartede man til hendes kapel, hvor der skete undere. Hun blev skrinlagt d. 19. juli 1177.
Maria (Jomfru Maria, Vor Frue): “Guds fromme moder” havde også en del kilder under sin beskyttelse, bl.a. Fruens kilde i Vordingborg. Det må antages at en del af de kristne “fruekilder” kan være kristnede “Freyskilder”.
Sct. Mogens (Magnus): Sct. Mogens kilde i Mogenstrup har sikkert sit Mogens-navn efter landsbyen Mogenstrup (i 1292 kaldt Magnustorp) og kirken og kilden må antages at være viet til Magnus den hellige. Han var jarl på Orkney-øerne, men blev i 1115 myrdet af sin slægtning og medjarl, Håkan Pålssøn. Der berettedes om undere ved hans grav i Kristkirken i Birsa, og 20 år efter fik hans søstersøn Ragnvald Jarl ham helligkåret. Hans mindedage 15. april og 12. december højtideligholdtes i hele Norden. 
Sct. Olav: Norsk konge, der faldt i slaget ved Stiklestad i 1030. Kendskabet til ham er kommet til Danmark fra Norge, hvor hovedparten af de hellige kilder var viet til ham. Sct. Olav spillede en betydelig rolle i middelalderens forestillinger. Han stod i den folkelige bevidsthed som en slags kristelig afløser til Thor. Sct. Olav kæmper – som Thor – med kællinger. På Tåsinge bar man endnu, vistnok længe efter reformationen, hans billede over marken, når kornet var sået. Mange kirker, kapeller og kilder var viede til ham. I Storstrøms Amt findes Sct. Olufs kilde i Sværdborg, Sct. Olai kilde i Øster Egesborg, Sct. Olavs kilde i Mern og Sct. Olavs kilde i Olstrup på Lolland.
Sct. Svend eller Hellig Svend: Han hører også til de folkekårede helgener, som kun kendes gennem sagn. Han havde et kapel og hans helgendag var d. 3. december. I Storstrøms Amt findes kilden ved Vemmetofte kloster der var viet til Hellig Svend.
Sct. Søren (Severinus): Sct. Søren var biskop i Køln, hvor man senere valfartede til hans grav. Han skal oprindelig have været en from asket, der omkring år 400 drev mission i Østrig. Sidst i Middelalderen har man kunne besøge Sct. Severins eller Sct. Sørens helligdomme flere steder i Danmark. I Storstrøms Amt findes Sct. Sørens kilde i Kippinge på Falster, som var en af de berømteste valfartssteder i Danmark.

I tilknytning til helgenkilderne står en del kilder, som ikke var viede til en bestemt helgen, men viet til eller benævnt efter en kirke, et kors eller noget andet kirkeligt. I Storstrøms Amt findes f.eks. Korskilde i Snesere, Hellig Trefoldighedskilde i Kappel og Sortebrødrekilde i Næstved, der skal være identisk med Slavskilde.
En række andre helligkilder har navn efter personer, der ellers ikke kendes som helgener. Adskillige af disse kan have været lokale sognehelgener, hvor “Sct.” i tidens løb kan være faldet bort, andre har været mænd eller kvinder, der enten har fået en voldsom død eller på en anden måde har haft forbindelse med kilden. Oftest er navnet af forholdsvis ny oprindelse. Kilder med sådanne navne er i Storstrøms Amt følgende: Eilers kilde i Næstved, Evers kilde i Everdrup og Sct. Peders kilde i Sdr. Kirkeby på Falster.

Var der nogen meget berømte kilder i Danmark?

Nogle af helligkilderne formåede at udbrede deres ry til resten af landet og udlandet. Heriblandt er den kendteste helligkilde Sct. Helene kilde ved Tisvilde i Nordsjælland. Den næst mest kendte og søgte kilde, var Kippinge kilde eller Sct. Sørens kilde på Falster – begge kildens navne anvendes. En anden meget kendt kilde var Kirsten Piils kilde ved Dyrehavsbakken.

Hvad betød middelalderen for søgning til kilderne?

I den katolske tid stod efter alt at dømme de hellige kilder i lige så højt ry, som i oldtiden. Adskillige af de hedenske offerkilder blev nu til kristne helligkilder. Helgenerne fik bl.a. kirker, kapeller og kilder under deres beskyttelse. Når der på et hedensk offersted byggedes en kirke, blev helligkilden, hvor en sådan fandtes, “kristnet”. Munke eller præster “læste” undertiden over eller ved kilder fortæller overleveringen.
Det er temmelig sandsynligt, at legendeviser, der har tilknytning til bestemte hellige kilder, er blevet sunget, når folk har stævnet sammen til kildefester. Danske folkeviser fra middelalderen, der har forbindelse med hellige kilder er bl.a.: “Jomfru Thorelille”, “Liden Karen”, “Sct. Katharina”, “Hr. David og hans stedsønner” og “Hr. Truels døtre”. Sidstnævnte er bl.a. knyttet til Helligkilde ved Horbelev på Falster. Her fremviser man stadig de 3 røveres og den yngste jomfrus hoveder, indhugget i kridtstenen på tårnet.

Af andre træk fra middelalderen kan nævnes det i udlandet velkendte katolske træk, der knyttes til kristi blod. I Danmark gælder det for Kristi Blods kirke ved Roskilde, Sct. Sørens kirke i Kippinge på Falster og for Lysabild kirke på Als, hvor det var et blødende krucifiks og en blødende hostie, der gav stederne deres helligdomsry. Ved de to førstnævnte kirker fandtes også helligkilder, som var meget berømte, men det er sikkert “det hellige sakramente”, der først har været årsagen til deres berømmelse.
Man har også brugt at anlægge klostre i nærheden af hellige kilder. Dette gælder bl.a. for Sct. Helene kilde og Maghøj kilde i Halsted sogn på Lolland, der begge ligger tæt ved Halsted kloster.

Hvad er et kildekapel?

Efter et kildebesøg følte mange mennesker trang til ved bønner og gaver at takke gud og bede om helbredelse for sygdom og smerte. Til disse andagtssøgende blev der bygget kapeller, som ofte var små og tarvelige. Herinde bad de syge deres bønner til “Guds fromme moder” eller til kirkens helgen, med den dybeste tro på hjælpen og med stærk trang til i den tunge tid at opleve underets nåde. Nogle kildekapeller er senere blevet ombyggede og udvidede til sognekirker, dette gælder bl.a. for Kappel og Døllefjelde kirker på Lolland, mens andre ikke har efterladt sig spor i eftertiden. I den katolske tid blev der bygget mange kirkekapeller ved helligkilderne. Det gælder bl.a. for Hellig Svends kilde ved Vemmetofte på Sydsjælland, Hellig Trefoldigheds kilde ved Kappel, Kogekilden ved Stokkemarke, Sct. Kjelds kilde ved Døllefjelde og Sct. Olavs kilde ved Olstrup på Lolland.

foto: Kappel kirke med koret


Kappel kirke med koret, der er det ombyggede Hellig Trefoldigheds kapel.

Hvad skete der med kildedyrkelsen efter reformationen?

Efter at protestantismen var blevet statsreligion ved reformationen i 1536, indledtes en forbitret kamp mod alle de “papistiske” levninger. Til disse levninger regnede man også kildedyrkelsen. Det var imod Luthers rene lære at tilbede helgener, valfarte til deres kilder osv. Allerede i 1528 omtalte Hans Tavsen valfarterne til Kippinge og Rye meget nedsættende: “I løb og strygende fra øster indtil vester, fra norden indtil sønder, og bleve dog lige vise, funde ikke det, som I ledte efter. Er det ej saa? Løbe I ej fra Rom indtil Sct. Jacob (Sct. Jago de Compostela), fra Sct. Jacob til Stjernebjerg (i Mecklenborg), derfra indtil Kippinge, fra Kippinge indtil Rye, fra Rye indtil Aabenraa, fra figentræet til pæretræet, fra pæretræet til æbletræet, I løb hid, I løb did, og funde dog ikke eders sjæles rette føde”.
I 1554 nævnte Peder Palladius at “afgudsdyrkelsen” i Kippinge og Bidstrup ved Roskilde nu var afskaffet. Men omtrent samtidig nævnte Herman Weygere i “Ræffuebogen” (1555) Kippinge, Sct. Søren i Rye og Sct. Oluf i Lunckend, Skåne, som steder, hvorom der digtedes eventyr og mirakler. I det hele taget ser det ud til at de første 100 år efter reformationen medførte en opblomstring i søgningen til helligkilderne.

Kong Christian IV besøgte gentagende gange Sct. Helene kilde ved Tisvilde, og han byggede et hus ved den, hvor han kunne overnatte. Han lod også hente vand fra kilden til sit personlige behov. Kongen har sikkert ville sikre sig vand til sit eget forbrug fra den bedste helligkilde. Han besøgte også Kippinge kirke og kilde, og det samme gjorde Christian V, som i 1690 var i Kippinge med et stort følge og betænkte kirken med klækkelige gaver. Kippinge kilde og kirke var meget ansete og velhavende, og før reformationen var der mange adelsmænd, som lånte af kirkens rige midler; ja, selv Christian II lånte gentagne gange heraf. 
Efter reformationen besøgte udenlandske katolikker de nu protestantiske kilder, bl.a. Sct. Helene og Kippinge, og i studenternes disputatser blev begge helligkilder gentand for behandling. 

Kippinge kilde blev udsat for lærde angreb længe efter reformatorernes opgør med kildebesøgene. I et lille skrift forfattet af en nidkær luthersk præst, Niels Pedersen Saxtrup, der var residerende kapellan i Nakskov 1658-86, fremfører han det vægtige argument, at Kippinge ingensteds er nævnt i bibelen, og derfor ikke kan regnes for et helligt sted! Det kan i den forbindelse nævnes, at Thomas Kingo, der var biskop over Lolland-Falster, holdt hånden over Kippinge kilde, fordi der i kildeblokken indkom penge til de fattige. Man er blevet ved med at ofre i kildeblokken helt til den tid, hvor kildebesøgene ophørte, og kildeblokkene blev inddragne.

Var der nogen der tjente penge på kilderne?

De gejstlige og verdslige myndigheder indså efter reformationen, at det kunne betale sig at lade kildevalfarterne fortsætte. Ved helligkildebesøgene var der nemlig god lejlighed til at benytte sig af menneskenes offervillighed. Der blev opstillet kildeblokke ved mange hellige kilder, hvori gæsterne kunne ofre “milde gaver”. Det vides ikke præcist hvor langt tilbage i tiden man opsatte disse kildeblokke, men i 1617 nævnes blokken ved Sct. Helene kilde. Offergaverne i blokken blev uddelte til fattige og benyttet til vedligeholdelse af kilden og undertiden også kirken som ved Sct. Mogens kilde i Mogenstrup.

Foto: Kildeblok fra Maghøj


Kildeblok fra Maghøj. Nu på Juellinge. 
Foto N.M.Nielsen

Fra nyere tid kendes en ny form for “ofring”: kildevandet købtes på flaske eller i et bæger for en vis pris. En gammel kone, mand eller dreng stod for udsalget, og så kunne folk endda også få lov til at lægge penge i kildeblokken. Det var en almindelig fremgangsmåde at hente vand til helligkilden fra en nærliggende brønd eller mergelgrav. Dette vand hældtes så i kildehullet, for at de besøgendes trang til vand kunne tilfredsstilles. Fra Sct. Mogens kilde og Sct. Søren kilde i Kippinge findes endnu bevarede kilderegnskabsbøger, hvor det kan ses, hvor meget kilderne indbragte hvert år, og hvad midlerne blev anvendt til.

Hvilke sygdomme kunne kilden helbrede og var vandet virkeligt sundt?

Når en kilde enten ved sin oplivende kraft, eller ved sin beliggenhed havde fået et særligt ry, kan man godt forstå, at folk fik lyst til at prøve vandet mod forskellige sygdomme, der ellers ikke kunne kureres. Hvis den syge kunne drikke af det friske kildevand eller bade sig i kilden til bestemte tider, vaktes håbet og dermed viljen til sundhed til live, og det er nok derfor at så mange mennesker i tidens løb har følt sig helbredte ved besøg ved disse udvalgte kildevæld.
Blandt de sygdomme, som kilderne mest søgtes for var øjensygdomme og engelsk syge hos børn. Hvorvidt de syge er blevet hjulpet af kildens vand må vel betragtes som tvivlsomt, men i mange tilfælde kan man gå ud fra, at et bad i det friske kildevand kan have haft en øjeblikkelig helbredende virkning. Dog må man nok tillægge hovedvægten af helbredelserne det psykiske, i det selve troen på den hellige kilde helbredelsesevne kan have udrettet mere, end sele vasken. 

Hvornår besøgte man kilderne?

De fleste af helligkilderne kunne kun samle den nærmeste omegns beboere om sig på besøgsdagen eller -aftenen, der oftest var Sct. Hans aften. Nogle var dog mere kendte som kilden i Kippinge – Sct. Sørens kilde eller Sct. Mogens kilde i Mogenstrup.
Den dag hvor kildens kraft var stærkest, Valborg aften (30. april) eller Sct. Hans aften blev den besøgt af folk fra alle samfundslag, i alle aldre, syge og raske. De kom ofte langvejs fra i håbet om at opnå helbredelse for forskellige sygdomme. På besøgsaftenen virkede kildens kraft kun under åben himmel, men ofte brugte man også at købe kildevand på flasker og bringe det hjem til den syge, der ikke kunne komme med til kilden. Man kunne også benytte vandet som lægemiddel i hjemmet året rundt.
Når tiden for kildebesøget indtraf sørge de lokale beboere for at pynte kilden og dens omgivelser med grønne grene og blomster, der blev strøet omkring den og indstukket i kildekarmen, hvis der fandtes sådan en.

Hvor længe har man besøgt kilderne?

Fra oldtiden til begyndelsen af 1900-tallet har danskerne søgt til de hellige kilder for at opnå sundhed eller helbredelse for en sygdom. Gennem tiden har man forsøgt med forbud og modstand fra verdslige og kirkelige myndigheders side, men det udryddede ikke den ældgamle tro på, at nogle kilders vand havde en helbredende kraft. Først da det blev udbredt med læger og den medicinske behandling opnået de ønskede resultater ophørte folk med at søge denne form for alternativ behandling. 

Kilderne i folketraditionen

Når man besøgte en hellig kilde, var der forskellige skikke, som skulle overholdes. Besøget skille helst foregå i stilhed. Man måtte f.eks. ikke hilse på folk, når man rejste fra og til kilden, og man skulle undgå at møde nogen på hen- og hjemrejsen ved kildebesøget. Besøgstidernes klokkeslæt var lidt forskellige, helst efter solnedgang eller til midnat, da var vandet kraftigst. Kildegæsterne drak af vandet mod indvendige sygdomme, eller de vaskede eller gned sig på det dårlige sted, hvis det var en udvendig sygdom (sår, bylder, udslæt, dårlige øjne osv.) det gjaldt. Fra Sct. Hans kilde i Tirsted fortælles det, at kildegæsterne skille bøje sig tre gange mod solens opgang. Tretallet er et kendt magisk tal i folketroen.

Det var ikke altid nødvendigt med et personligt besøg ved helligkilden. Man kunne også hente vand i en dunk eller flaske til de syge mennesker derhjemme. Vandet måtte ikke komme under tag på hjemrejsen, så mistede det sin kraft, måske fordi et fremmed hus kunne tage vandets kraft. Det var en udbredt tro, at enhver kraft havde sine grænser. Ved at træde over et hus’ dørtærskel mistede en heks sin magt, en drik sin kraft osv.: huset tog altså kraften. Fra mange beretninger vides det, at ikke alle vandhentere var lige pligtopfyldende. Var dunken for tung, tømtes den, og kort før bestemmelsesstedet fyldtes den på ny med vand fra et almindeligt vandhul eller fra en vandpost. Fik den syge ikke falskneriet at vide, gjorde vandet sin virkning alligevel. Derimod skulle sygdommen nok vende tilbage, hvis den formastelige tilstod sin “forbrydelse”.

Efter kildebesøget ofrede man til kilden for at besøget skulle hjælpe. Det almindelige var at man kastede mønten i selve kilden, og man måtte ikke senere tage mønten op, for det var der ulykke ved. Fra Sct. Hans kilde ved Hovby og fra Sct. Sørens kilde kendes beretninger om at det var “ulige” penge, der skulle ofres.
Hvis det var en udvendig sygdom, kilden besøgtes for, blev tøjet, om var bundet eller svøbt om det syge sted, efterladt, måske som en slags offer. Tøjet lå ofte og rådnede ved kilden, ofte blev det derfor gravet ned eller brændt af lokalbefolkningen eller fattigfolk stjal det. Når de syge efter rensning og gnidning af de gigtplagede led følte sig lindrede, kastede de ofte i deres glæde stokkene og krykkerne, som de havde støttet sig til på deres tur til kilden. Ofte blev disse gamle krykker hængt op i kirkens våbenhus til minde om helbredelsen. Eller de blev lagt op på kirkeloftet. Der findes mange beretninger om at sådanne offergaver i nyere tid er blevet brugt til at fyre i kirkens kakkelovn med. Sagnet fortæller også hvordan præstegården i Kippinge brændte, da præsten varmede bageovnen op med krykkerne. Fra Lolland kendes Krykke kilde i Krønge, der skulle have fået sit navn efter de mange krykker efterladt på stedet.

Foto: Krykstokke


Krykstokke Østsjællands Museum

Kildemarkeder

Det var ikke alene de syge, der besøgte kilderne. Der kom også sunde mennesker: nogle for at hente vand til de syge, der lå derhjemme, andre ledsagede en syg til kilden, og på denne måde kunne det let blive til en større menneskemængde, der forsamledes ved helligkilderne på de store besøgsaftener som Sct. Hans aften og Valborgaften. Hvor mange mennesker samledes opstod som regel et marked. De mange mennesker har lokket handlende, gøglere osv. til stedet. I Storstrøms Amt har der været kendte kildemarkeder ved Den hellige fru Marthas kilde i Karise, Sct. Hans kilden i Hovby, Sct. Helenes kilde i Tybjerg, Sct. Mogens kilde i Mogenstrup, Krykkekilde i Krønge, Sct. Hans kilde i Tirsted og Sct. Kjelds kilde i Døllefjelde. Sådan et kildemarked tiltrak folk fra alle samfundslag, godtfolk og skidtfolk, handelsmænd, ærlige og uærlige, fromme mennesker og vilde slagsbrødre. Se f.eks. beskrivelsen af kildemarkedet ved Sct. Mogens kilde i Mogenstrup foruden nedenstående. 
I Faxe Avis var der d. 27. juni 1872 en artikel om Hovby Kildemarked:

“Hovby kildemarked har en vis betydning for størstedelen af egnens beboere; til den dag skal alt være færdig, husene hvidtede udvendig som indvendig og stadsen være i orden: trænges der i hjemmet mellem nytår og nævnte dag til et eller andet, hedder det i reglen “Vent til kildemarkedet”. Her af har naturligvis alle i en vid omkreds, som har noget at sælge, benyttet sig, og man ser derfor den isolerede grønne plads omkring Hovby kilde hvert år den 25 og 26 juni forvandlet til en driftig og godt besøgt handelsplads. Allerede første markedsdags morgen begynder vandringen til det længselsfuldt ventede kildemarked og op ad dagen bliver markedspladsen næsten ufremkommelig; der spadseres, passiares og gøres indkøb og de forskellige fornøjelser benyttes. Det er et særkende, at de fleste penge sikkert udgives til karruseller, keglebaner, dansen og beværtninger, medens der ikke føles megen trang til nødvendighedsgenstande. Selv det akrobatiske kunstnerselskab, som trods deres uhyggelige fysiognomier og snavsede dragter gør fordring på benævnelsen “Damer og Herrer”, gør gode forretninger, hvorfor det sikkert for en del kan takke de ulykkelige småbørn, på hvem de synes at forvride arme og ben, i al fald kan børnenes tilbageholdte tårer og deres mangel på smidighed ikke godt give anden tro. Skulle rette vedkommende ikke være i stand til at forhindre denne tortur mod børn? 
Første markedsdag i onsdags var godt besøgt og handlen gik hen ad aftenen ret godt. Der forefaldt så vidt vides ingen uorden – hertil kan vel ikke henregnes kirsebærkræmmerne, der ved deres hæse skrig og påtrængenhed søgte at få alle markedsgængere til at tro, at markedet kun var til for deres skyld, eller at en ekviperingshandler og hans folk på en nærgående måde forfulgte og omfavnede folk langt ned ad markedsgaden for at få dem til at forny deres garderobe. Sligt er vel vanskeligt for opsynet at forhindre, men et forsøg var det dog værd.
Anden markedsdag var, vel nærmest som følge af det ustadige vejr og dyrskuet i Rønnede, kun dårligt besøgt, så handlen gik meget treven”.

 

Helligkilder i digtningen

Indenfor digtningen har man fra tid til anden behandlet de hellige kilder, og især kildemarkederne. I 1724 skrev Holberg komedien “Kilde-Reysen”, der var knyttet til Vartov kilde, mens Sct. Helene kilde i Tisvilde blot nævnes i komedien.
Om kildemarkedet ved Sct. Mogens kilde i Mogenstrup har Christian Winther digtet i indledningen af Hjortens Flugt fra 1855, selvom beskrivelsen dog rettelig hører hjemme ved Kirsten Piils kilde på Dyrehavsbakken.
Om Mettes kilde i Kongsted digtede Ejvind Kjær i “Sjællandske Toner” fra 1921.
Digteren B. S. Ingemann skrev i “Samlede Romancer, Sange og Æventyrdigte”, fra 1863 et digt om den hellige fru Marthas kilde:

Fru Marthe sad på Karisegaard,
Hun var så god og så from,
Var vinteren streng og den rige mand hård,
Til hende de fattige kom.

Den hungrige mætted hun af sin hånd,
Den syge husvaled hun fro,
Den fangne løste hun af sit bånd,
Og bad for synderens ro.

Men stor var nøden i Danmarks land,
Trindt svensken brændte og slog.
Fru Marthes borg de tændte i brand,
Til kirken den fromme hendrog.

I tårnet boede hun nat og dag,
Der ingen til hende kom,
Kun uglen sad under kirketag,
Og så på den frue, så from.

Og tryg hun boede i Herrens hus,
Til fjenden måtte bortflye,
Da gik hun tilbage til borgens grus
Og lod den oprejse på ny.

Da fandt den husvilde atter ly,
Da fandt den hungrige brød,
Men hver mand græd i Karise by,
Dengang fru Marthe var død.

Og der den frue i kisten lå,
Og smiled med blegen kind,
Da var der fast ingen børn så små,
De bares jo til hende ind.

Da klokken klang på den jordefærdsdag,
Og unge og gamle de græd,
Da var der ingen gubbe så svag,
Han løfted jo båren med.

Og der de satte den ligbør ned
Og hviled på kirkesti,
Da sprang der en kilde på samme sted,
Den ganger man end forbi.

Gud glæde evig den fromme sjæl!
Så mange glædede hun,
Tit den, som drak af fru Marthes væld,
Blev karsk i den samme stund.

End tårnet står med den dunkle vrå
Hvor fordum fru Marthe sad,
Tit kommer en fremmed og ser derpå
Og hører det sagn så glad.

Hvor kan man få mere at vide?

  • Ingemann, B. S.: Samlede Romancer, Sange og Æventyrdigte, 1863.
  • Kjær, Ejvind: “Sjællandske Toner” 1921.
  • Lidegaard, Mads: Danske søer og vandløb fra sagn og tro, 1999.
  • Schmidt, August F.: Om Helligkilder med særlig Henblik paa Præstø Amt. Aarbog for Historisk Samfund for Præstø Amt, 1923, s. 3-17.
  • Schmidt, August F.: Helligkilder paa Lolland-Falster. Lolland-Falsters historiske Samfund Aarbog, 1924, s. 42-65.
  • Schmidt, August F.: Danmarks Helligkilder. Oversigt og Litteraturfortegnelse, 1926.
  • Svane, Siegfred: 100 Danske Helligkilder og deres historie i korte træk, 1979.
  • Svane, Siegfred: Danske Helligkilder og Lægedomskilder, 1984.
  • Trap, J. P.: Danmark. Maribo Amt, 1955.
  • Trap, J. P.: Danmark. Præstø Amt, 1955.
  • Winther, Christian: Hjortens Flugt, 1855.

På internettet:

Illustration fra Dyrehavsbakken

Illustration fra Dyrehavsbakken